En ny kendelse fra Voldgiftsnævnet viser, hvor grænsen går mellem teknisk bevisførelse og juridisk vurdering.
I den konkrete sag blev et omfattende skønstema afvist med den bemærkning, at det ville indebære et “misbrug af syns- og skønsinstituttet til omgåelse af reglerne om voldgiftsbehandling”.
Det er en usædvanligt klar formulering og et vigtigt signal i rådgiveransvarssager.
Grænsen for syn og skøn
Kendelsen understreger blandt andet, at syn og skøn ikke er tænkt som et redskab til at:
• gennemgå projektmateriale for fejl
• identificere mulige mangler
• foretage kontraktfortolkning
• tage stilling til ansvarsspørgsmål
• eller overtage den bevismæssige vurdering, som tilkommer voldgiftsretten
I den konkrete sag omfattede skønstemaet mere end 300 punkter og underpunkter fordelt på en lang række fagområder, hvor skønsmanden bl.a. skulle vurdere, om udbudsmaterialet var “uklart” eller “mangelfuldt”.
Skønstema og formål skal afgrænses fra starten
Grænsen mellem teknisk bevisførelse og juridisk vurdering er central – og kendelsen illustrerer, hvor vigtigt det er, at afgrænse både skønstema og formål præcist fra starten.
Særligt i komplekse entreprisetvister kan det få stor betydning for både proces, omfang og tempo i sagen.
Sagen blev ført af associeret partner Malene Løkkegaard.