Har matrikulære ændringer betydning for lejedannelsen?
I to nyere afgørelser har Østre Landsret taget stilling til, om senere matrikulære ændringer har betydning for reglerne om lejedannelse m.v.
I U 2025.4905 Ø var flere matrikelnumre slået sammen i 2019. På nogle af matrikelnumrene var der småejendomme, jf. LL § 7, mens der på andre var storejendomme, jf. LL § 6, stk. 1. Modsat Ankenævnet for Huslejenævnene i København, mente landsretten, at matrikelændringer ikke skal have betydning for regelanvendelsen på den sammatrikulerede ejendom. Lejemålene i småejendommene skulle reguleres som sådan, og lejemålene i storejendommene skulle fortsætte som hidtil. I overensstemmelse med ældre praksis.
Modsat præmis i Østre Landsrets dom af 19. november 2025 (BS-4715/2025). Her mente landsretten, at nedrivning i 2008 af en erhvervsbygning opført før 1.1.1980 og en efterfølgende frastykning af arealet, skulle ændre regelgrundlaget for boliglejemål opført i 1988, så de ikke længere var omfattet af 80/20-reglerne, jf. LL § 6, stk. 2, men af reglerne om storejendomme, jf. LL § 6, stk. 1. Her skulle matrikelændringen altså medføre ændring af regelgrundlaget for boliglejemålene.
I den ene dom mener landsretten, at matrikulære ændringer ikke skal ændre regelstatus, mens landsretten i den anden dom mener, at matrikulær ændring skal.
Medmindre der er reel forskel på matrikelændringer ved sammatrikulering og udmatrikulering (årsagen er svær at få øje på), eller der, i modsætning til hidtil, skal være forskel på, om de historiske forhold er afgørende for henholdsvis 80/20-ejendommene og småejendommene, er de to domme indbyrdes uforenelige.
Ingen af dommene er søgt indbragt for Højesteret.