Ikke dækning under en dyreulykke/-sygdomsforsikring i anledning af mycoplasma i en kvægbesætning
Østre Landsret har den 27. maj 2025 truffet afgørelse om dækning under en dyreulykkesforsikring, der var udvidet til at dække tab af syge dyr, der kræves aflivet i henhold til dyreværnsloven, fordi de ikke kunne helbredes og det ville medføre unødig lidelse at lade dem leve.
Under sagen blev der gennemført et omfattende syn og skøn ved en professor fra Landbohøjskolen (nu Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet) og en professor fra Aarhus Universitet. De to professorer tog stilling til henholdsvis den medicinske kausalitet og den økonomiske opgørelse af kravet.
Landsretten fandt, at forsikringsselskabet var berettiget til at afvise udbetaling af yderligere erstatning end for 78 køer, som selskabet allerede havde betalt.
Landsretten fastslog, at der var ringe dokumentation for behovet for udsætning af dyr som følge af mycoplasma, og at der ifølge skønsmændene kun for et – fem dyr var overbevisende dokumentation for smitte med mycoplasma, der har krævet udsætning eller aflivning af dyrene. Landsretten fandt, at sygdomsudbruddet var blevet forværret på grund af dårligt management, herunder mangel på personale, mangel på tilstedeværelse af besætningsansvarlig samt mangler ved staldforhold.
Situationen var, at landmanden i meget vidt omfang selv havde valgt, hvilke dyr man ønskede at udsætte fra besætningen. I den forbindelse tog man mælkeprøver fra de dyr man udvalgte og disse mælkeprøver viste efter landmandens opfattelse klare tegn på smitte med mycoplasma. Man tilkaldte dog ikke dyrlægen, og der var således heller ikke udarbejdet en dyrlægeattest vedrørende de enkelte dyr, vedrørende kliniske tegn, dødsårsag etc.
Landmanden gjorde blandt andet gældende, at han dermed blot iagttog sin tabsbegrænsningspligt, som også fremgik af forsikringsvilkårene. Landsretten udtalte i den forbindelse, at det ikke på baggrund af sagens oplysninger var muligt at fastslå, om eller i hvilken grad udsætning af dyrene rent faktisk begrænsede det tab, som forsikringsselskabet ville skulle dække. Hertil udtalte Landsretten, at synspunktet i realiteten ville føre til en betydelig udvidelse af den mellem parterne aftalte forsikringsdækning, og at landmanden ikke sikrede sig, at forsikringsselskabet var indforstået med udsætning af henved 400 dyr som led i denne påberåbte tabsbegrænsning.
Landsrettens dom var en stadfæstelse af byrettens dom afsagt ca. 1½ år forinden.