Case
27.02.26

Ny lov sikrer ret til opsætning af ladepunkt

Med vedtagelsen af Lov nr. 1641 af den 6. december 2025 er der indført en lovfæstet ret til at opsætte ladepunkt til el-køretøjer. Retten gælder for lejere i privat boligudlejning, lejere i almene boliger, andelshavere og ejere af ejerlejligheder.

Baggrunden for lovændringen var blandt andet U 2025.4159 (TBB 2025.654), hvor Højesteret fastslog, at lejers installationsret i almenlejelovens § 35 alene omfatter installationer inde i selve lejemålet. Lejer havde derfor ikke ret til at installere ladepunkt til el-køretøj på ydermuren uden for lejemålet. Da lejeloven og erhvervslejeloven har tilsvarende bestemmelser om sædvanlige installationer som almenlejelovens § 35, opstod der behov for en lovregulering.

De nye regler er nu indsat i:

  • lejelovens §§ 144 a-d
  • almenlejelovens §§ 42 a-d
  • andelsboligforeningslovens §§ 7 j-m
  • ejerlejlighedslovens §§ 4 a-d

Ændringerne i andelsboligforeningsloven og ejerlejlighedsloven sondrer ikke mellem bolig og erhverv. Erhvervsandelshavere og erhvervsejerlejlighedsejere er derfor også omfattet af retten til at opsætte ladepunkt på ejendommen. Der er derimod ikke lavet ændringer i erhvervslejeloven.

Betingelser og begrænsninger

Reglerne omfatter pligt for lejer til at:

  • Give meddelelse til udlejer inden opsætning
  • Afholde samtlige omkostninger
  • Retablere ved fraflytning
  • Stille sikkerhed for omkostninger
  • Erstatte skader forårsaget af etablering, brug eller retablering

Hvis der ikke er tale om en eksklusiv parkeringsplads, kan udlejer modsætte sig opsætningen, hvis hver tiende p-plads på ejendommen allerede har ladepunkt.

Udlejer kan modsætte sig opsætning, hvis ejendommens fredning eller arkitektoniske eller byggetekniske forhold er er uforenelig med opsætningen, eller hvis private servitutter, der er tinglyst før 9. oktober 2025, eller offentlige forskrifter hindrer opsætningen.

Husen Advokater rådgiver om implementering, risikohåndtering og kontraktuelle tilpasninger i både enkeltstående ejendomme og større porteføljer. Kontakt en af vores specialister inden for fast ejendom for en strategisk drøftelse af jeres konkrete situation.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev