Husen Advokater udvider partnerkredsen
Efter mange års dedikation til og udvikling hos Husen Advokater tiltræder Andreas Kolind Andersen som associeret partner og Asger Birkegaard som partner.
Den 1. januar 2025 blev Husen Advokaters partnerkreds udvidet. Asger Birkegaard blev udnævnt til partner, mens Andreas Kolind Andersen indtrådte som associeret partner – to profiler, som med hver deres stærke kompetencer har udmærket sig inden for deres respektive specialer.
Fra studentermedhjælpere til nøglepositioner
Asger begyndte hos Husen Advokater i 2013 som studentermedhjælper. Han har siden opbygget en karriere med fokus på entrepriseret, erstatningsret og forsikringsret og fungerer i dag som rådgiver for både bygherrer, forsikringsselskaber og rådgivere på nogle af Danmarks største og mest komplekse byggeprojekter.
“Asger har en skarp analytisk tilgang og et strategisk blik, der gør ham til en uundværlig del af vores team. Hans udnævnelse er en naturlig forlængelse af hans bidrag”, udtaler Klaus Kastrup-Larsen, partner hos Husen Advokater.
Gennem de seneste to år som associeret partner har Asger bidraget til virksomhedens strategiske retning og har også været med til at sætte sit eget præg på den: “Det betyder meget for mig at få muligheden for at præge både vores faglige og strategiske retning og vores kultur som virksomhed. Jeg ser meget frem til sammen med vores øvrige partnergruppe at være med til fortsat at videreudvikle vores position i markedet”, udtaler Asger Birkegaard.
Andreas, der blev ansat i 2016, har specialiseret sig i planret, optimering af udlejningsejendomme og udvikling af fast ejendom. Han har gjort sig bemærket som en rådgiver, der skaber stor værdi for både klienter og kolleger.
“Andreas har en særlig evne til at omsætte juridiske udfordringer til praktiske løsninger, der skaber værdi for vores klienter. Hans progression i virksomheden er et godt eksempel på det talent og engagement, vi værdsætter højt”, fortæller Susanne Andréa Roug, partner hos Husen Advokater.
Andreas har desuden gjort en forskel som studenteransvarlig og mentor for virksomhedens yngre talenter. Selv ser han frem til det næste kapitel: “Jeg er stolt over at blive associeret partner. Det viser, at Husen Advokater tror på interne talenter og skaber karriereveje, der understøtter ambitioner. Jeg ser frem til at få en større indflydelse i det strategiske arbejde og bidrage til virksomhedens fortsatte udvikling.”
Fokus på udvikling af egne talenter
Hos Husen Advokater er medarbejderudvikling en vigtig del af kulturen, og udnævnelserne af Asger og Andreas er et eksempel på dette fokus.
“Vi er glade for at udnævne Asger og Andreas til partnere. De bidrager begge med stor faglighed og rådgivning på det højeste niveau. De er vellidte blandt både kollegaer og klienter, og skal fremover i endnu højere grad bidrage til den fortsatte udvikling af Husen Advokater. Vi prioriterer at skabe muligheder for vores medarbejdere og at investere i deres udvikling. At se Asger og Andreas tage dette skridt viser, hvad dedikation og talent kan føre til,” afslutter partnergruppen.
Vi ønsker Asger og Andreas et stort tillykke og ser frem til deres bidrag til virksomhedens fortsatte vækst og udvikling i deres nye roller.