I dag fejrer vi Anne Louise Husens 45-års jubilæum
45 år i lejerettens og ejendomsbranchens tjeneste er i sig selv bemærkelsesværdigt. Men et jubilæum handler ikke kun om årene, der er gået. Det handler også om det aftryk, man har sat – og fortsat sætter.
Anne Louise er et af de helt store faglige fyrtårne inden for lejeret og udvikling af udlejningsejendomme. Gennem sin karriere har hun ført en lang række principielle sager, også for Højesteret, og dermed været med til at forme praksis på området.
Hun har desuden bidraget til faget som ekstern lektor på Københavns Universitet, huslejenævnsmedlem, lægdommer, forfatter og til udviklingen af lovgivningen blandt andet gennem sit arbejde i Lejelovskommissionen.
Og hvad vækker så fortsat hendes faglige nysgerrighed og gør arbejdet meningsfuldt efter 45 år? Til det svarer Anne Louise:
”At være helt nede i materien, og at kunne bruge min mangeårige erfaring inden for et kompliceret retsområde, der i høj grad kræver et omfattende kendskab til retspraksis, til at bistå de unge.”
Anne Louise har ikke alene lagt navn til Husen Advokater. Hendes faglighed, ordentlighed og blik for kvalitet er også en del af det fundament, virksomheden står på. Og hendes betydning mærkes fortsat tydeligt i hverdagen.
Hun er et uvurderligt fagligt referencepunkt og en kollega, som mange af os har stor glæde af at kunne vende både store principielle spørgsmål og hverdagens juridiske knaster med.
Ikke mindst er hun mentor for flere af vores unge medarbejdere, og med sin faglige generøsitet er hun fortsat med til at udvikle den næste generation af dygtige jurister – præcis som hun har gjort gennem hele sin karriere.
Når Anne Louise skal sætte ord på det vigtigste, hun gerne vil give videre, er svaret både enkelt og karakteristisk:
”Ordentlighed frem for alt.”
Tusind tak for alt det, du har bidraget med gennem 45 år – og for alt det, du fortsat bidrager med. Stort tillykke med jubilæet.
