21.09.15

NY PRINCIPIEL DELVOLDGIFTSKENDELSE VEDR. FORSINKELSE PÅ ET ANLÆGSBYGGERI

HERMED ORIENTERING OM EN PRINCIPIEL DELKENDELSE AFSAGT AF EN VOLDGIFTSRET UNDER VOLDGIFTSNÆVNET FOR BYGGE- OG ANLÆGSVIRKSOMHED DEN 31. AUGUST 2015.

Delkendelsen angår opgøret mellem en entreprenør, en bygherre og en totalrådgiver i anledning af en forsinkelse på et stort anlægsbyggeri, hvor byggetiden oprindeligt var fastsat til knap 2 år varende fra sommeren 2010 og indtil 31. maj 2012.

Entreprenøren krævede blandt andet tidsfristforlængelse med henvisning til flere hundrede aftalesedler.

Bygherre krævede blandt andet, at entreprenøren skulle betale dagbøder som følge af forsinkelsen.

Bygherre krævede, at totalrådgiver skulle friholde bygherren for krav i det omfang, entreprenøren helt eller delvist måtte få medhold i kravet om forlænget byggepladsdrift mv.

Herudover angik sagen forskellige andre forhold, såsom vederlagsregulering som følge af fejl i tilbud (aftalelovens § 32) og en del andre krav udskudt til senere behandling.

Jeg rundsender denne afgørelse, da den indeholder nogle klare og anvendelige præmisser i relation til bedømmelsen af tekniske rådgiveres erstatningsansvar i disse forsinkelsessager (AB 92 § 27). Disse sager er de senere år blevet mere almindelige, og er meget ofte forbundet med store omkostninger for de tekniske rådgivere i form af tidsforbrug og forsvarsomkostninger for de forsikringsselskaber, der har ansvarsforsikret (eventuelt projektansvarsforsikret) den tekniske rådgiver.

Alsion sagen verserede således i ca. 8 uger i Voldgiftsnævnet, og denne sag, der nu også er afgjort, verserede i 2 uger. Entreprenørerne begrunder ofte deres krav med fejl i projektet, det være sig egentlige projekteringsfejl der medfører ventetid, men også manglende eller vanskelig bygbarhed, dårlig byggeledelse i form af manglende koordinering mellem forskellige fagentrepriser, manglende eller sene svar på tekniske forespørgsler, urealistiske tidsplaner, manglende opfølgning på tidsplaner og tilsvarende. Entreprenørerne gør dog også andre synspunkter gældende, end det der er relateret til de tekniske rådgivere, typisk forstyrrelser fra andre entreprenører, ændringsønsker fra bygherren og andet.

Alsion kendelsen er gengivet i TBB 2014.773VBA.

I delkendelse af 31. august bestod Voldgiftsretten af en højesteretsdommer som formand og to erfarne tekniske fagdommere.

På side 30 indeholder kendelsen nogle bemærkninger, som er anvendelig ud fra en mere principiel synsvinkel på disse ”§ 27 sager”. Således er der taget stilling til det synspunkt, som jeg ad flere omgange har introduceret, nemlig ”byggetid for pengene”. Som bekendt er det et almindeligt entrepriseretligt begreb, at en bygherre ikke kan kræve erstatning for merarbejder ved et byggeri, uanset om disse merarbejder kan henføres til en fejl fra den tekniske rådgivers side, idet bygherre som følge af merarbejderne modtager ”byggeri for pengene”. Bygherre lider således ikke i traditionel forstand et tab ved at disse arbejder skal udføres, men bliver ofte stillet i en vanskelig situation ved, at han skal skaffe finansiering til disse merarbejder. Dette gør sig i særdeleshed gældende ved støttet byggeri efter for eksempel almenboligloven, byfornyelsesloven eller tilsvarende, men også ved andre typer byggerier, hvor en bygherre jo ofte er afhængig af at kunne opnå finansiering for udgifterne.

Voldgiftsretten når frem til vedrørende ”de store” aftalesedler (aftaleseddel 11 (hvor klager blev tilkendt 22 dages tidsfristforlængelse) og med hensyn til aftaleseddel 135, hvor entreprenøren blev tilkendt 30 dages tidsfristforlængelse), at udbudstidsplanen ville være blevet tilpasset og færdiggørelsesterminen udskudt, hvis der var blevet taget højde for forholdene ved projekteringen. Voldgiftsretten udtaler herefter, at bygherren ikke lider noget tab i forbindelse med disse krav, uanset at der i hvert fald i forhold til aftaleseddel 11 er indeholdt en vis kritik af totalrådgiverens arbejde derved, at arbejdet med den pågældende væg ikke fremgik af udbudstidsplanen, og at arbejde med væggen ligger udover det som entreprenøren med rimelighed kunne forvente. Se kendelsen side 9.

Voldgiftsretten anerkender altså princippet om ”byggetid for pengene”, og at bygherre ikke i sådanne tilfælde lider noget tab, uanset om der måtte være en fejl fra den tekniske rådgivers side. Jeg argumenterede i Voldgiftsretten for, at princippet ”byggeri for pengene” måtte gælde tilsvarende i relation til den tidsmæssige konsekvens af eventulle fejl. Som bekendt skal man i relation til en kausalitetsvurdering altid kigge på det ”hypotetiske hændelsesforløb”, altså det hændelsesforløb der ville være indtrådt, hvis fejlen ikke var begået – med andre ord hvis den pågældende aktivitet havde været med fra starten. Jeg gjorde gældende, at der ved en fejl af denne type vil være en formodning for, at fejlen også ville have medført en forlængelse i byggetiden, og altså have udskudt færdiggørelsesterminen, hvis disse ydelser havde været en del af entreprisekontrakten oprindeligt.
Bygherres advokat bestred – ligesom under Alsion sagen – dette og gjorde gældende, at der ikke tidligere var taget stilling til dette, hvilket var korrekt. I Alsion sagen nåede Voldgiftsretten ikke dertil.

For de aftalesedler hvor entreprenøren får få dages tidsfristforlængelse, nemlig aftalesedlerne 2, 3, 26, 63 og 136 (i alt 7 dage) indeholder kendelsen indledningsvis en kritik derved, at projektet ikke indeholder tilstrækkelig klarhed med hensyn til at yde vejledning til entreprenøren, jf. AB 92, § 2, stk. 2. Se eksempelvis kendelsen side 8 vedrørende aftaleseddel 002 og 003. Voldgiftsretten skulle også i den forbindelse tage stilling til, om de tekniske rådgivere pådrog sig et erstatningsansvar. Voldgiftsretten mente ved disse mindre forhold ikke, at disse merarbejder, der var omhandlet af de pågældende aftalesedler, ville have medført, at færdiggørelsesterminen var blevet udskudt, hvis disse ydelser havde været en del af de oprindelige aftalte ydelser ifølge entreprisekontrakten. Også her udtaler Voldgiftsretten sig principielt og anvendeligt, idet Voldgiftsretten finder, at disse krav må henføres under en bagatelgrænse, idet Voldgiftsretten finder
”at der er tale om projekttilretninger og –tilpasninger samt opfølgning, der ikke kvalitativt og kvantitativt går ud over det, som adcitanten som bygherre må tåle uden krav på erstatning ved et byggeprojekt af den karakter, størrelse og kompleksitet som der her er tale om.”

Denne præmis er naturligvis korrekt og anvendelig i fremtidige sager vedrørende både tid og pris. Det er jo sådant, at ethvert projekt i byggefasen bliver tilrettet og tilpasset i et vist omfang, og det er ikke rimeligt, at en teknisk rådgiver skal pådrage sig erstatningsansvar herfor, i hvert fald når der er tale om et større byggeprojekt med en vis kompleksitet.

Er der spørgsmål til kendelsen, kan sådanne rettes til
advokat (H), partner Klaus Kastrup Larsen, kkl@husenadvokater.dk, tlf.: 88 33 17 30.