29.08.25

Nye kræfter træder ind i Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomheds bestyrelse

Klaus Kastrup-Larsen, der er advokat og partner i Husen Advokater, er blevet udpeget som advokatrepræsentant til Voldgiftsnævnets bestyrelse.

Klaus har beskæftiget sig med entrepriseret som et af sine hovedområder i mere end 25 år og behandler med sit team løbende et større antal sager inden for byggeri og anlæg.

Voldgiftsnævnet for bygge og anlægsvirksomhed har siden 1973 spillet en central rolle i løsning af tvister inden for bygge- og anlægssektoren og behandler årligt over 400 voldgiftssager og mere end 1000 syns- og skønssager. Nævnet trækker på juridisk ekspertise fra højesterets- og landsdommere samt fagtekniske eksperter – herunder ingeniører, arkitekter og håndværkere.

Nævnets bestyrelse har 12 medlemmer, hvoraf 11 er udpeget efter indstilling fra centrale aktører på bygge- og anlægsområdet og et medlem, advokatrepræsentanten, er udpeget af bestyrelsen selv. Bestyrelsens medlemmer fungerer i en periode på 4 år. Genudpegning kan finde sted, hvis den udpegende myndighed eller organisation beslutter det. Det er bestyrelsen, der beslutter, om medlemmet, der er advokat, skal genudpeges, eller om en anden advokat skal udpeges.

Senest er der sket en række forandringer i bestyrelsens sammensætning:

  • Direktør Kristine Klæbel fra Albertslund Kommune har overtaget posten efter vicedirektør Peter Holm fra Region Syddanmark.
  • Juridisk konsulent Mette Nørgaard Larsen fra BL – Danmarks Almene Boliger – har overtaget posten fra juridisk chef Henriette Mygind Krempel, Byggeskadefonden.
  • Advokat Klaus Kastrup-Larsen har overtaget posten som det medlem, der skal være advokat, efter advokat Trine Overby Laursen, Skau Reipurth.

Læs mere om Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev