Erkendelse af at have ”begået fejl” var
ikke nok til at afbryde forældelsesfristen
Når totalentreprenøren ved, at der er begået projekteringsfejl, begynder forældelsesfristen at løbe. Det er nok ikke overraskende for de fleste, men derimod overrasker det ofte, hvad der skal til for at afbryde forældelsen af et erstatningskrav. I den vedlagte kendelse fra voldgiftsretten, som vi har ført, er der taget stilling til flere interessante ting i relation til et krav fra en totalentreprenør mod en totalrådgiver.
Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt
Hovedtemaerne i sagen var forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, altså tidspunktet for totalentreprenørens viden om projekteringsfejlen, og om forældelsesfristen senere var afbrudt.
Konkret havde totalrådgiveren begået fejl i forbindelse med udarbejdelsen af brandstrategien. Kommunen meddelte i februar 2019, at brandstrategien ikke kunne godkendes. Den 1. maj 2019 sendte totalentreprenøren en ganske kort mail på to linjer til totalrådgiveren med bemærkninger om løsninger, der var blevet ændret flere gange, og bemærkning om, at disse var forbundet med ”meget ekstraøkonomi + 1 mill …”.
Ikke overraskende fandt voldgiftsretten, at totalentreprenøren senest på dette tidspunkt var bekendt med de forhold, der kunne begrunde et krav mod totalrådgiveren og dermed, at den 3-årige forældelsesfrist skulle regnes fra den 1. maj 2019. Her er det særligt vigtigt at holde sig for øje, at det er uden betydning, hvornår man er i stand til at opgøre sit erstatningskrav. Det afgørende for forældelsesfristens begyndelsestidspunkt er, hvornår man har (eller burde have fået) kendskab til de forhold – altså de begåede fejl og i denne sag projekteringsfejlen – der kan begrunde et krav mod ens aftalepart.
Totalentreprenøren indbragte først sagen for voldgiftsretten den 29. september 2022 og således mere end tre år efter forældelsesfristens begyndelsestidspunkt den 1. maj 2019. Herefter skulle voldgiftsretten tage stilling til, om forældelsesfristen var blevet afbrudt eller suspenderet på et tidligere tidspunkt.
En skylderkendelse skal være klar og utvetydig
Totalrådgiveren havde i forbindelse med processen med opretning af brandstrategien i en mail til totalentreprenøren erkendt at have ”begået fejl i projekteringen”, og totalentreprenøren gjorde gældende, at totalrådgiveren havde afgivet en skylderkendelse. Forældelsesfristen afbrydes, hvis der afgives en skylderkendelse – hvis skyldneren enten udtrykkeligt over for fordringshaveren eller gennem sin handling erkender sin forpligtelse. En skylderkendelse skal således angå en nærmere oplyst gæld, og der må ikke være tvivl eller tvist om gældens størrelse. Mailen fra totalrådgiveren indeholdt ikke andre oplysninger end erkendelsen af at have ”begået fejl i projekteringen”, og voldgiftsretten afviste derfor, at mailen indeholdt en skylderkendelse med fristafbrydende virkning.
Har parterne reelt forligsforhandlet?
Hvis parterne indleder forligsforhandlinger om kravet, suspenderes forældelsesfristen således at der tidligst indtræder forældelse et år efter, at forligsforhandlinger er afsluttet. Totalentreprenøren havde anmeldt sit krav til totalrådgiverens ansvarsforsikringsselskab. Forsikringsselskabet havde bedt om flere oplysninger, og totalrådgiveren havde i den forbindelse tilbudt at hjælpe med at indsamle materiale til forsikringssagen. Totalentreprenøren havde gentagne gange rykket for forsikringsselskabets afgørelse af sagen. Totalentreprenøren gjorde gældende, at korrespondancen med forsikringsselskabet udgjorde forligsforhandlinger, og at forældelsesfristen derfor var afbrudt. Det blev afvist af voldgiftsretten med den klare begrundelse, at korrespondancen ikke havde haft karakter af egentlige forhandlinger. Voldgiftsretten henviste specifikt til, at korrespondancen mellem totalentreprenøren og forsikringsselskabet – bortset fra totalrådgiverens erkendelse af at have begået fejl – alene omhandlede anmeldelse af projekteringsfejlene, forsikringsselskabets anmodning om oplysninger, totalrådgiverens tilbud om indsamling af materiale og totalentreprenørens rykkere for forsikringsselskabets afgørelse.
Afbrydes fristen ved anmeldelse til ansvarsforsikringsselskabet?
Totalentreprenøren gjorde også gældende, at anmeldelsen af kravet til totalrådgiverens forsikringsselskab medførte foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen. Det følger af forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, at anmeldelse af en skade afbryder forældelsesfristen, så kravet tidligst forældes 1 år efter, at forsikringsselskabet har meddelt, om det helt eller delvist afviser kravet. Bestemmelsen regulerer imidlertid kun forholdet mellem forsikringstager og ansvarsforsikringsselskabet. I denne sag var forsikringstager som tidligere beskrevet totalrådgiveren, og voldgiftsretten afviste således, at forældelsesfristen for totalentreprenørens krav skulle regnes fra det tidspunkt, hvor forsikringsselskabet afviste erstatningskravet.
Husen Advokaters kommentarer – Hvad er kendelsen et udtryk for?
At begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen for projekteringsfejl løber fra det tidspunkt, hvor totalentreprenøren/bygherre har (eller burde have indset), at der er begået fejl, der kan begrunde et erstatningskrav, og at det er helt uden betydning for forældelsesfristen, at kravet først kan opgøres meget senere. Endvidere er kendelsen udtryk for, at afbrydelse af den 3-årige forældelsesfrist kræver klare holdepunkter særligt i relation til skylderkendelse og forligsforhandlinger.
Sagen er blevet ført af advokat Klaus Kastrup-Larsen og advokat Malene Løkkegaard.