05.10.23

Hvordan er springet
fra stud.jur. til
advokatfuldmægtig?

Det giver Emil Riisgaard Hansen og Marcus Astrup Hansen et indblik i, idet de i september ændrede deres titler fra stud.jur. til advokatfuldmægtige hos Husen Advokater.

Hvordan har overgangen fra stud.jur. til at blive advokatfuldmægtig været?
“Overgangen har føltes ret naturlig, men den har selvfølgelig også medført nye udfordringer. De opgaver, der nu forventes af os som advokatfuldmægtige, er selvfølgelig forskellige fra dem, vi tidligere arbejdede med. Vi har nu mere ansvar og dykker dybere ned i juridiske sager. En af de mest mærkbare ændringer er, at vi nu har mere kontakt med klienterne, og vi følger sagerne lige fra begyndelsen.

Vores tætte samarbejde med vores kolleger har været rigtig vigtigt. Vi er hele tiden omgivet af kolleger, der tilbyder konstruktiv sparring, hvilket bidrager til vores udvikling. Vi har allerede oplevet en stejl læringskurve.”

Kan I beskrive nogle af de mest værdifulde færdigheder eller kompetencer, I har udviklet som stud.jur. og nu finder brugbare som advokatfuldmægtige?
“En af de vigtigste færdigheder er kvalitetsbevidsthed. Som stud.jur. har vi lært altid at være omhyggelige og nøje. Denne færdighed er meget værdifuld, da vi som advokatfuldmægtige har mere ansvar, og vi i højere grad selv skal stå til ansvar for det arbejde, vi udfører. En anden vigtig kompetence er planlægning og strukturering. Som stud.jur. havde vi ofte mange opgaver at jonglere med på kort tid, og vi har lært at organisere vores arbejde effektivt. At kunne planlægge vores arbejdsdag, prioritere opgaver og skabe en struktureret tilgang til vores arbejde har været afgørende.”

Hvad ser I mest frem til i jeres nye rolle som advokatfuldmægtige?
”Vi ser i høj grad frem til den fortsatte faglige udvikling, som giver os mulighed for konstant at forbedre vores juridiske færdigheder, især inden for fast ejendom. Ligeledes er den øgede selvstændighed en spændende udfordring, hvor vi ser frem til at arbejde tættere sammen med vores klienter.”