Totalrådgiver frifundet i sag om utætheder
i et større bassin i Zoologisk Have

Der er tidligere afsagt delkendelse i sagen i 2015 vedrørende især forsinkelse af samme byggeri. Delkendelsen er refereret i T:BB2016.541.

I kendelsen fra 2015 fik rådgivergruppen medhold i, at der er en tålegrænse som en bygherre må respektere i forhold til mindre fejl begået af en teknisk rådgiver under et større kompliceret projekt. Ligeledes fik rådgivergruppen medhold i et princip om ”byggetid for pengene”, der er en pendant til det almindelige kendte princip om ”byggeri for pengene”.

I den nu afsagte voldgiftskendelse, der således er 2. akt i den langstrakte voldgiftssag, der har verseret siden 2012, blev der især taget stilling til, hvem der bar ansvaret for utætheder i bassinet. Kort efter ibrugtagning af bassinet blev der konstateret væsentlige utætheder, og bassinet måtte derfor ryddes for dyr, tømmes, dekorationsbeton afmonteres, revner og andre utætheder injiceres, membran etableres, trykhedsprøvning foretages og herefter genmontage af dekorationsbeton mv.

Ved afhjælpningsarbejderne blev der monteret en membran på indvendig side af bassinet. I projektet ved den oprindelige udførelse var der ikke projekteret med en membran. Skønsmanden havde under sagen vurderet, at der efter hans opfattelse burde have været projekteret med en membran.

Som det fremgår af kendelsen bliver rådgivergruppen desuagtet frifundet. Voldgiftsretten var ikke enig med skønsmanden og fandt, at det ikke måtte betegnes som et uagtsomt projektvalg, at man undlod en vandtæt membran. Voldgiftsretten lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at der findes to forskellige skoler – både i Danmark og i udlandet – vedrørende bygning af sådanne anlæg, nemlig en skole der anvender vandtæt beton uden membran og en skole der anvender beton med en vandtæt membran. Voldgiftsretten lagde vægt på, at der af rådgivergruppen var fremlagt eksempler både fra Danmark og udlandet der viste det anførte, nemlig at der er to forskellige skoler. Endvidere lagde man vægt på, at anlægget ville have været tæt eller tilnærmelsesvis tæt, hvis arbejderne var udført uden udførelsesfejl. Der henvises i den forbindelse til kendelsen siderne 9-14.

Entreprenøren ifaldt således det fulde ansvar for utæthederne. Kravet blev nedsat fra ca. kr. 35 mio. til ca. kr. 17 mio. af forskellige årsager.

Man kan i øvrigt bemærke sig voldgiftsrettens præmisser, hvor Voldgiftsretten endnu engang knæsætter det – indtil denne sag – nye princip om, at en bygherre ikke kan rejse krav mod en teknisk rådgiver, hvis bygherre kan siges at have modtaget ”byggetid for pengene” – uanset om den tekniske rådgiver måtte have begået en fejl.

Entrepriseretligt er sagen også interessant i forhold til spørgsmålet om, at en dagbod kan vågne op igen, efter at et anlæg eller en bygning er taget i brug eller afleveret. Dette spørgsmål har været diskuteret ret omfattende i teorien siden voldgiftsafgørelsen i KfE1998.30. Voldgiftsretten bestående blandt andre af højesteretsdommer Jan Schans Christensen nåede frem til, at en dagbod ikke kan vækkes til live igen, fordi anlægget, efter det er taget i brug, tages ud af brug igen, idet krav vedrørende mangler efter afleveringen eller ibrugtagningen må afgøres med udgangspunkt i bygherrens øvrige misligholdelsesbeføjelser.

Kendelsen er trykt i T:BB2017.957.