“Ny dom fra Højesteret om konsekvenserne af, at lejers børn begår kriminalitet på eller i nærheden af ejendommen

HR-dom 235/2017 af 1. maj 2018

Højesteret har den 1. maj 2018 afsagt endnu en dom, om ophævelse af vægtige grunde i forbindelse med kriminalitet udøvet af lejers husstand og i tilknytning til ejendommens område.
Det særlige i denne dom er, at den kriminelle handling ikke blev begået på ejendommens område, men på et torv på naboejendommens område.

Siden 2013, hvor de første domme fra Brabrand om lejers ansvar for husstandsmedlemmers kriminalitet kom, er der afsagt en lang række afgørelser, om omfanget af reglerne om god skik og orden. Mange af afgørelserne er afsagt efter almenlejelovens regler, som i det hele er ens med reglerne i lejeloven og derfor kan dommene umiddelbart bruges til fortolkning på begge områder.
To af de spørgsmål, der hyppigt har været til prøvelse er dels, hvor grov en overtrædelse skal være, for at udlejer kan ophæve lejer uden forudgående påmindelse. Det vil sige efter reglen om vægtige grunde i stedet for efter reglerne om overtrædelse af god skik og orden. Dels hvor tæt en tilknytning overtrædelsen skal have på ejendommen.

I Brabrand-dommen – U 2013.3112 H – var der tale om overfald på ejendommens område, som blev anset for at være omfattet. Det vil sige indenfor den fysiske afgrænsning af ejendommen.

I 2015 afsagde Østre Landsret dom i en sag – U 2015.2976 Ø, hvor lejers søn stod uden for ejendommens område og skød mod andre. Selvom selve overtrædelsen var sket uden for ejendommens område, var det sket med retning ind mod ejendommens område, og havde derfor tilstrækkelig tilknytning til ejendommen, så udlejer fik medhold i ophævelsen. Overtrædelsen havde tilmed været så grov, at der kunne ske ophævelse uden forudgående påmindelse.

Nu har Højesteret så igen haft en sag til prøvelse. Her havde lejers søn i forening med en større gruppe personer angrebet politiet i forbindelse med udførelse af deres arbejde i området. Sønnen var idømt 8 måneders ubetinget fængsel for sin deltagelse i overfaldet.

Der var ikke så meget tvivl om, at en kriminel handling, som den omhandlede var så grov, at den var egnet til at medføre ophævelse også uden forudgående påmindelse.
Herefter skulle Højesteret tage stilling til, om en overtrædelse, som ikke var sket på ejendommens område, kunne føre til ophævelse.

Konkret var der tale om et større boligområde, som bestod af ejendomme ejet af flere forskellige udlejere. Den ejendom lejer boede i lå umiddelbart nord for den ejendom, hvor overtrædelsen fandt sted. I sin vurdering lagde Højesteret vægt på, at der var en tæt sammenhæng mellem de ejendomme, der lå i boligområdet, og at det torv, hvor overtrædelsen var sket, var samlingssted til fritids- og afslapningsformål for hele boligområdet. Fordi der var en sådan sammenhæng mellem ejendommene, var overtrædelsen egnet til at skabe utryghed ikke blot i den ejendom, hvor torvet lå, men for hele boligområdet, det vil sige, for alle ejendommene i området. Og derfor fik udlejer medhold i ophævelsen.

Højesteret var i sine præmisser også grundigt omkring det proportionalitetsprincip, som første gang blev introduceret i Brabrand-dommen. Og Højesteret fandt også her, at proportionalitetsprincippet var opfyldt, selvom der ikke var tale om samme ejendom.

I forhold til hvor handlingen blev udøvet udtalte Højesteret:  ”Bøgetorvet, som er gerningssted for kriminaliteten, hører til boligafdelingen Bøgeparken og ligger på et andet sted i boligområdet Vollsmose end boligafdelingen Birkeparkens ejendom med Ls lejlighed. Bøgeparken og Birkeparken ejes af forskellige almennyttige boligforeninger og har forskellige matrikelnumre. Der er ca. 500 meter fra gerningsstedet til ejendommen med Ls lejlighed. Det fremgår af flere af de forklaringer, der blev afgivet under straffesagen, at Vollsmoses beboere bruger Bøgetorvet som samlingssted til fritids- og afslapningsformål.

Da kriminaliteten er begået inden for det samme boligområde (Vollsmose), som Fyns Almennyttige Boligselskabs ejendom i Birkeparken er beliggende i, finder Højesteret, at der i relation til ophævelsesbestemmelsen i almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 12, er den fornødne tilknytning mellem kriminaliteten og lejemålet. Højesteret tiltræder således boligrettens vurdering, hvorefter det ikke udelukker bestemmelsens anvendelse, at gerningsstedet er beliggende på et andet matrikelnummer end ejendommens, og at matriklerne har forskellige ejere. Højesteret finder, at den begåede kriminalitet er egnet til at skabe utryghed blandt beboerne i boligområdet og indebærer en misligholdelse af en sådan grovhed, at Fyns Almennyttige Boligselskab som udgangspunkt har ret til at ophæve lejemålet i medfør af almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 12.”.

Endelig var Højesteret af den opfattelse, at der ikke var noget i lejers forhold i øvrigt, der gjorde, at ophævelsen var uproportional. Dette selvom lejer havde andre børn, som havde en nær tilknytning til ejendommen og området, og lejer selv var afhængig af sine ældre børns hjælp for at klare sig.